Dødsfald

Når vi oplever dødsfald i den nærmeste familie rammer det ofte hårdt. Tit er vi rådvilde, og ved ikke rigtigt, hvad vi skal foretage os. Der er imidlertid en del praktiske ting, der skal ordnes i forbindelse med et dødsfald. Hvis du har brug for lidt hjælp til at komme videre, kan du klikke her og se gode råd ved dødsfald. Her kan du også læse meget mere om sorg og tab ved dødsfald. 

Dødsfaldet skal anmeldes

Dødsfald skal senest efter to hverdage anmeldes til sognepræsten i bopælssognet.

Ofte kontakter de efterladte en bedemand, der påtager sig at ordne alt det praktiske vedrørende begravelsen/bisættelsen, herunder også at træffe aftale med en præst, hvis man ønsker, at en præst skal medvirke.Hvis pårørende selv ønsker at anmelde dødsfaldet, kan dette gøres digitalt via www.borger.dk

Man er også velkommen til at kontakte en af sognets præster eller kirkekontoret vedrørende vejledning om papirerne og det videre forløb.Var afdøde ikke medlem af folkekirken, tages det normalt som udtryk for, at ingen præst skal medvirke.Når de nødvendige aftaler er truffet, kontakter den præst, der eventuelt skal medvirke, de pårørende for en samtale. Ved samtalen vil præsten gerne høre om den afdødes liv og de pårørendes forhold til afdøde. De pårørende skal også vælge salmer til begravelsen eller bisættelsen. Hvis du klikker her, kan du se forslag til salmer.Ritualet for begravelse/bisættelse kan findes bagerst i Den danske Salmebog. Du kan også klikke her og gå direkte til ritualet for begravelse i folkekirken.

Gravsted

For medlemmer af folkekirken, som bor i eller har tilknytning til Roskilde kommune, er det i hovedreglen gratis at erhverve et gravsted på Jyllinge kirkegård. Der er dog enkelte afdelinger, hvor man ikke kan vælge selv at stå for pasning, og på de afdelinger koster det selvfølgelig noget at have et gravsted.

Udvælgelse af gravsted sker ved henvendelse til graveren, der også kan oplyse om de bestemmelser og priser, der er gældende for de forskellige gravsteder.

For gravsteder som ikke er omfattet af ovennævnte er det frivilligt, om man selv vil vedligeholde gravstedet, eller have kirkegården til at varetage vedligeholdelsen. Ønsker man, at kirkegården skal varetage ren- og vedligeholdelse, grandækning, blomster eller andet, så kan der overordnet vælges mellem årlige betalinger eller indbetaling af et samlet beløb for en hel fredningsperiode, som i Jyllinge er 10 år for urnegravsteder og 20 år for kistegravsteder.

Du kan få mere at vide ved at kigge på Kirkegården - til højre her på siden.