Sagnet om lindormen ved Jyllinge Kirke

Frit viderefortalt af Kaj Bollmann efter Hans Aares fortælling ved tirsdagscafeen i Laden 10. februar 2015

Her i Jyllinge er der en vej, der hedder Lindebjergvej, og den gård, som er bibliotek i dag, lige ved siden af præstegården, hedder Lindebjerggård. Så en af bakkerne omkring byen har tidligere heddet Lindebjerg. Det navn har imidlertid ikke, som mange tror, noget at gøre med lindetræer. Det har noget at gøre med en lindorm.

En lindorm er et fabeldyr, en fæl og slimet drageagtig søslange, der æder jomfruer og snor sig om landsbykirker, så folk ikke kan komme ind og høre Guds ord. Lindormen er i folketroen en afglans af Midgårdsormen,  asatroens store symbol på det onde, kæmpesøslangen, der ligger i Verdenshavene, og som ikke engang Tor kan få bugt med. Men den er også en afglans af den fæle slange i paradiset, der, som vi hørte, fristede Adam og Eva og bragte det onde ind i verden.

Sagnet om Lindormen, der lægger sig uden om en kirke og landsbyboerne, der opfostrer en tyr til at bekæmpe den, fortælles om mange kirker. Martin A. Hansens store værk ”Orm og tyr” har sit navn fra dette sagn.

Selvfølgelig har der også været en lindorm i Jyllinge. Det er klart. En gang i fordums dage kom den op af fjorden og bugtede sig op gennem byen og op ad Kirkestræde, ind ad kirkelågen, og så lagde den sig omkring kirken med det åbne gab lige ud for våbenhuset og spærrede indgangen, så de gode jyllinger ikke kunne komme ind i kirken.

Det var jo ikke så godt. Der var ganske vist et par meget modige jyllinger, der efter en tid fandt på at hugge hul i kirkens nordmur, så der blev en lille indgang der. Den er tilmuret nu, men sporene af den kan stadig ses. Nu om dage påstår de kloge ganske vist, at det er en gammel præsteindgang; men de siger jo så meget…

I hvert fald var den lille nordindgang ikke rigtig nogen løsning. For den krævede jo, at man turde skræve over den skrækkelige lindorm. Og det var der ikke mange, der turde. Så efterhånden blev der hverken døbt eller konfirmeret eller viet i Jyllinge. Salmesangen forstummede, og det er ikke godt, når folk holder op med at synge salmer. For når først salmesangen forstummer, ser det rigtig, rigtig skidt ud i et sogn. Det var faktisk kun et spørgsmål om tid, før lindormen ville begynde at forlange jomfruer til morgenmad.

Langt om længe fik de gode jyllinger en idé. De tog den fineste og mest fejlfrie tyrekalv. Og så fodrede de den med det absolut bedste, de havde, nødder og fløde, ligesom japanerne gør i dag med det såkaldte kobe-kvæg, der bliver til verdens dyreste oksekød.

Tyrekalven voksede op og blev stor og stærk og flot. Og da den var vokset til, udfordrede jyllingerne lindormen til kamp med tyrekalven. Kampen stod på selvfølgelig  på Lindebjerg. Deraf navnet. Og den bølgede frem og tilbage i 3 dage. Men til sidst fik Tyrekalven overmagten.  Lindormen var ved at miste pusten, men da den kunne mærke, at den ikke kunne holde stand mod tyren, tog den flugten,  så hurtig den kunne bugte sig og forsvandt ud i fjorden igen, og siden har ingen set den.

Men der er stadig ude i fjorden. Det onde er jaget ned i dybet. Men, men – det er stadig dernede et eller andet sted!