Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Onlineundervisning for 8X torsdag d. 20/2 2022.

Kære konfirmander.

Her følger så den sidste online-undervisning i sæsonen.

Dagens tema er tro, håb og kærlighed. Tro, håb og kærlighed er tre af de allervigtigste begreber i kristendommen. At tro på Gud og Jesus og Helligånden er, at opleve at ens verden og ens liv bliver større, end man vidste, det var muligt. For den kristne tro kan nemlig være som en bro fra det, der er umuligt for os mennesker, til det, der er muligt for Gud. Og for Gud er alt muligt, siger Jesus selv. Og har vi ikke troen, så kan vi bede Gud om at få den. Og så vil han også give os den. Det lover Jesus os selv, når han siger: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” Tro, håb og kærlighed og bøn og glæde hører sammen. Ellers har jeres forældre måske. 

”Tro, håb og kærlighed” var der engang en film, der hed. Måske har nogle af jer set den. Og tro, håb og kærlighed er også symboliseret ved tre figurer i et samlet smykke, som måske også nogle af jer går med om halsen. Og tre af de ni bedeslag, vi hører som indledning til gudstjenesten, er et symbol på tro, håb og kærlighed.

Spørgsmål:

  1. Hvilke tre figurer i smykket, jeg nævnte oven for, symboliserer henholdsvis tro, håb og kærlighed? Hvorfor? (Hvis du ikke lige kan komme på, hvilke symboler, det drejer sig om, så prøv at google dem).
  2. Hvilke numre i rækken af bedeslag skal minde os om tro, håb og kærlighed? 

Læs nu Første Korintherbrev kapitel 13 i Det ny Testamente. Den meget smukke og berømte tekst, der bliver kaldt ”Kærlighedens Højsang.” Mange præster bruger nogle vers fra den tekst, når vi holder vielsestale til brudeparret. Hvis I ikke har en Bibel derhjemme, så kan I, i søgefeltet, skrive: ”Bibelen online” på jeres computer eller iPad eller mobil, og læse teksten der.

Spørgsmål:

  1. Hvad mener Paulus, når han i vers 13 skriver, at: Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden?

Lyt nu til Anne Linnet: ”Størst af alt er kærlighed’.” (Lydspor fra Bibelen) på YouTube.

Sig Trosbekendelsen. Og syng gerne 123 vers 7 fra salmebogen. Hvis du ikke har en salmebog derhjemme, kan du finde salmen ved at skrive: ”Salmebogen online” i søgefeltet på din computer, iPad eller mobil, hvis du ikke kan verset udenad endnu.

Spørgsmål:

  1. Hvornår har du selv haft brug for at tro?
  2. Hvad håber du allermest på her i livet?
  3. Hvad forstår du ved kærlighed? Hvad er kærlighed for dig?

Bed nu Fadervor.

Når du har besvaret spørgsmålene, sender du dem bare til mig på mail: moda@km.dk så kigger jeg på svarene og giver dig en tilbagemelding.

Der er gudstjeneste i Hellig Kors kirke hver søndag helt til slutningen af februar. Derefter skifter vi muligvis mellem Hellig Kors Kirke og Jyllinge kirke igen.

Alt godt til vi ses igen.

Stor hilsen

Mogens.