Prædiken til Nytårsdag 1.1.2021

Tekst: Luk 2.21:

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

------------

Har I haft nogen nytårsforsætter i år? Jeg tænker, at de fleste af os nok har det nytårsønske, at året 2021 bliver et helt anderledes og lysere og friere år end 2020. Men nytårsforsætter – det har vi vel næsten ikke haft overskud til?

Jeg hørte om en, der havde det nytårsforsæt, at han i det nye år ville spise mere, ryge mere og drikke lidt mere, og til gengæld motionere lidt mindre! Det er nok et forsæt, der er til at holde, vil jeg tro. Men som regel kommer forsæt af noget, man er træt af i sit liv, ked af – behovet for en ny begyndelse.

Og der er jo det ved overgangen til 2021, at det vi er meget trætte af, meget kede af, har mest behov for at lægge bag os, nemlig hele corona-halløjet, det kan vi lige præcis ikke bare få ud af verden med et nytårsforsæt. Det er desværre et vilkår, vi tager med ind i 2021 og må tage på os den tid, det tager, før vi er af med skidtet.

Der er nogen, der sammenligner et nyt år med en bog med blanke sider, som vi selv skal fylde ud. Et smukt billede, men i år er det tydeligt, at der allerede er skrevet en del på siderne, som vi ikke kan viske ud. Og det er der jo egentlig altid. På én side står der coronaen og dens følger, på en anden står der alt det, vi har gang i i familien, hvad enten det er harmoni eller konflikter, på en tredje side står de udfordringer, vi bringer med os fra arbejdet, på en tredje side bekymringer for fremtiden med klimakrise og ulighed i verden.

Bogens sider er ikke blanke. Vi går ind i et nyt år, men vi går også ind i et år, der er en fortsættelse af alt det, vi kommer fra. Hvert eneste år er en del af en historie, der har sat sine spor, som vi ikke kan løbe fra. Det er meget, meget tydeligt i år. Og manden med det gode forsæt om at spise mere og motionere mindre, hviler nok også på historisk erfaring fra de foregående år, vil jeg tro.

Jeg hørte også om en anden mand, der havde en helt anden type nytårsforsæt. Det var at hæve sig lidt op over de små ting. Vi kender vel alle til, at små og forholdsvis trivielle ting kan vokse sig store og fylde for meget.

Men et år som i år med meget alvorlige bekymringer kan måske netop være en anledning til at blive lidt bedre til at trykke på pyt-knappen over for de små irritationer. Det er ikke livet om at gøre, hvis bilen får en bule eller der kommer en plet på slipset. Det er ikke livet om at gøre, hvis en eller anden opfører sig dumt over for én.

Den eftertanke, der som regel følger med ved et årsskifte, kunne man bruge på at grunde over størrelsesforholdene i sit liv. Som manden med det faste nytårsforsæt prøve at hæve sig lidt over de små ting og øve sig i at have blik for tingenes rette størrelsesforhold.

Endelig er jeg også kommet i tanke om et ordsprog, som i år får en helt anden betydning end normalt. Det hedder: Det nye kommer ikke til den, der sidder, men til den, der rejser. Problemet er selvfølgelig, at det er lige præcis, hvad vi ikke må! Og så dog, for der findes en rejse, der ikke er ramt af nogen former for rejserestriktioner. Det er rejsen ind i os selv! Vi kan rejse ind i sindets dybder, gå på opdagelse i vores syn på livet, på godt og ondt og meningen med det hele. Vi kan rejse ind i vores tro. Og måske der finde nye veje og nye indsigter.

Jeg er ikke i tvivl om, at den rejse for os alle sammen kan blive meget lang, men også mindst lige så spændende og indholdsfyldt som de rejser til fjerne lande, som vi er udelukkede fra.

Ud over at rejse ud i den mangfoldige verden, vi lever i og opleve nyt, kan vi også rejse ind i os selv, ind i vort livssyn, ind i vort sind, ind i vor tro og måske finde nyt der, ind i Kristus.

På den rejse ind i os selv har vi en følgesvend og rejsekammerat. Det er ham, der får sit navn i dag, Jesus. Hans liv var også en rejse. En rejse fra Gud og ind i menneskers tid, historie og virkelighed – ind i et bestemt land og en bestemt kultur og tro. Han blev omskåret, som det var skik i det folk og den tro, han kom fra. Men den rejse han foretog som voksen, var en rejse, der skabte nye veje for troen, sprængte gamle rammer, skabte et nyt forhold til Gud og en helt ny mulighed for mennesket.

Jesu rejse skabte en erkendelse af, at Gud elsker hvert eneste menneske til hver eneste tid og i hvert eneste folk. Gud ser ethvert menneske og tager imod ethvert menneske til hver eneste tid og i hvert eneste folk. Gud vil frelse hvert eneste menneske til hver eneste tid og i hvert eneste folk.

Det er det hans navn betyder. Det navn, vi hører i dag. Jesus. Navnet betyder ”Gud frelser”. Og det er det navn, vi skal tage med os på rejsen indad, ind i os selv. Det er det, han hvisker i øret på os, når han går med os på vejen.

Det, vi så får med os, når vi kommer tilbage, er et lille stykke himmel, som vi kan bruge til at se på livet med nye øjne, åbne øjne, som der ikke er nogen troldsplinter i. Jeg ved godt, at når vi taler om ”himmelvendte” øjne, så er det som regel ikke noget positivt, men hvis vi tager ordet bogstaveligt, så handler det om at se som der står i sangen: Med øjet som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden.

Altså netop med et blik, der har sans for livet og evner at lade det falde, som ikke skal være stort nok til at ødelægge vores livsglæde.

Jeg kom i tanke om det udtryk ”himmelvendt” lige før jul, hvor vi havde besøg af vores barnebarn på 1½ år. Han er en rigtig charmetrold og meget aktiv, men der er et bestemt blik, som han får – og som jeg tror de fleste småbørn får – når de lige er vågnet om morgenen eller fra middagssøvnen. Et lidt fjernt blik, ligesom de kommer fra et andet sted, som de stadig har med, og som får dem til at se uendelig fredfyldte ud. Og med dette himmelvendte blik, er de så klar til at tage verden i besiddelse.

Når man er Oskar, som barnebarnet hedder, består det i at være ualmindelig begejstret for stort set alt, hvad han møder i verden. Tænk, hvor er det spændende. Der findes køer og ure og blomster og bedstemor og bedstefar og alting er spændende, og alle vil én det godt. Der findes mad i mange forskellige afskygninger, en af Oskars og mine store fælles interesser, der skaber et nært forhold mellem os. Og ting og mennesker og dyr har navne, man kan lære.

Sådan et forhold ville det være fantastisk at kunne have til det nye år. Oskar har jo ikke så meget stående på siderne i den bog, der hedder 2021, for han har ikke så meget historie, ikke så mange forbehold, som spærrer for hans overstrømmende livsglæde.

Men der er nu noget i den tanke, at Gud kom til verden som et lille barn, der samtidig er ham, der frelser. For den umiddelbare tillid til verden er jo Guds tillid til verden. Uendelig, livsglad. Og så holder den stand, trods alt det mørke, al den ondskab, alle de trusler, der møder den.

Hvis vi bare kan møde det nye år med en lille smule af den tillid og den glæde og den tro på, at der er noget godt i vente, så åbner der sig også plads i år 2021-bogen, sider med plads til at vi kan skrive glæde og livsmod ind i den bog. Vi kan jo begynde med at skrive med store bogstaver på den aller første side. Tak!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og helligånd, du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
 

Lad os med apostlen tilønske hinanden at Vorherre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle.
Amen

 

Bøn:

Almægtige evige Gud for alle tider og alle slægter.

På denne årets første dag

Takker vi dig for alt det gode, du har givet os,

Og for det, som venter os af godt i din fremtid.
 

Vi kan ikke lade være med at bekymre os for dagen i morgen

Derfor beder vi dig i det navn, som betyder frelser:

Gå med os på vore veje i det nye år.

Giv os overskud til selv at give

Og glæde ved at tage imod.

Lad det kendes på os, at vi lever af din evige godhed,

Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, som lever og råder fra evighed og til evighed.

Amen

 

Dagens kollekt går til Det Danske Bibelselskab, som støtter forfulgte kristne verden over. Læs evt. mere her www.bibelselskabet.dk/indsamling.

 

  Jyllinge Sogn
  ·   Bygaden 23B
4040 Jyllinge
      46733367
      jyllinge.sogn@km.dk

Kontakt