Prædiken til Julesøndag 2020

 Lk. 2,25-40:

” I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.  Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

 For mine øjne har set din frelse,

 som du har beredt for alle folk:

 Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham.  Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges  – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn.  Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.”

Under normale omstændigheder er der mange gudstjenester i Julen, men der er ikke én for mange. For man kunne jo sige, at Juleaften er børnenes gudstjeneste. ”Et barn er født i Betlehem”. Og det er noget, de som børn godt kan forholde sig til. Nogle har jo også små søskende. Juledag er så fælles for hele familien. Alle mennesker. Anden juledag kommer vi til de unges dag. Der bliver der prædiket for dem, om den unge Stefanus, der i gerning viste sin tro. At når det gælder, kan den, som vil tjene Jesus, ikke tjene ham med mindre end livet. Og det kan koste livet at følge vor Herre.

”Tænk, at livet

koster livet!”,

som Jørgen Gustava Brandt digter i en salme.

Dagen i dag, Julesøndag, søndagen mellem Jul og nytår, er så de ældres dag. Fra den rå beretning om steningen af den første kristne martyr, Stefanus, Anden Juledag, kommer evangeliet her Julesøndag os anderledes kærligt i møde med beretningen om Simeon og Anna.

Det fortælles om Simeon, at han ventede Israels trøst. Det vil sige Messias, verdensfrelseren, som de gammeltestamentlige profeter havde forudsagt skulle fødes og virke i Israel. Og det var skriftsteder som f.eks. de følgende to, der nærede hans forventninger:

Profeten Esajas skriver, som det også plejer at kunne høres Juleaften og Juledag:

”Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk,

du gør glæden stor;

de glæder sig for dit ansigt,

som man glæder sig over høsten,

som man jubler,

når man deler byttet.

For det tyngende åg,

stangen over deres skulder,

og slavefogedens kæp

brækker du som på Midjans dag.

Hver støvle,

der tramper i larmen,

og kappen,

der er sølet i blod,

skal brændes

og fortæres af ild.

For et barn er født os,

en søn er givet os,

og herredømmet skal ligge

på hans skuldre.

Man skal kalde ham

Underfuld Rådgiver,

Vældig Gud,

Evigheds Fader,

Freds Fyrste.

Stort er herredømmet,

freden uden ophør

over Davids trone

og over hans rige,

så han kan grundfæste det

og understøtte det

med ret og retfærdighed

fra nu af og til evig tid.”

Og profeten Mika forudsiger:

”Du, Betlehem, Efrata,

du er lille blandt Judas slægter.

Fra dig skal der udgå én,

som skal være hersker i Israel;

hans udspring er i fortiden,

i ældgamle dage…

hans magt når til jordens ender.

Han skal være fredens herre.”

Og så var det endda ikke kun de bibelske profetier, der nærede Simeons håb. Det gjorde også det løfte fra selveste Guds Ånd, Helligånden, at Simeon ikke skulle dø, før han havde set verdensfrelseren, Jesus, Gud i menneskeskikkelse. Et underfuldt løfte. For normalt stod det jo ikke til noget menneske at se Gud. Det er adskillige fortællinger i Det gamle Testamente jo klare eksempler på. F.eks. Moses’ møde med Gud i den brændende tornebusk. På grund af de gammeltestamentlige forudsigelser om Jesu komme og Helligåndens løfte til Simon, var han ikke bange for at dø. Men så, tværtimod, en fredfyldt livsafslutning i øjnene. Med afklarethed og den størst tænkelige, underfulde oplevelse i bagagen. Så han faldt altså ikke for den fristelse, det meget vel kan være for ældre mennesker, der har god tid til at vente og tænke, at de så resignerer. Arbejdet er faldet os ud af hænderne, tænker de måske, vennerne bliver færre af naturlige eller unaturlige årsager. Ungdommen har så travlt. Nu er det de unge, der står i livet, og os, der er sat uden for. Og vi forstår det ikke rigtigt. Og kan dårligt indrette os på, at vi ikke kan det, vi kunne før. Og ikke engang tages ordentlig med på råd. Vi, der dog har levet et langt liv og har mange erfaringer og livsvisdom, vi godt kunne dele ud af.

Sådanne tanker gjorde den retfærdige og fromme Simeon og profetinden, Anna, sig ikke. For de magtede begge den svære kunst at vente. Konstruktivt. Og derved var de gode pejlemærker og eksempler for andre. Også for mennesker i vore dage. Hvor bare det at skulle stå i kø i supermarkedet eller ved busstoppestedet kan kalde noget af det værste frem i os. I supermarkedet kan det måske være en udfordring for vores rastløshed, hvis vi f.eks. bare er nummer fire i køen. Og ved busstoppestedet er der mennesker, der f.eks. tænder en cigaret, uden anden grund, end den, at det er svært at fylde ventetiden fornuftigt ud. Simeon og Annas funktion som ældre medborgere var, at de var Guds redskaber til at holde forventningens hellige ild brændende i deres yngre medborgeres hjerter. Så selv om de var ældre eller gamle, så kunne de i høj grad bruges til noget værdifuldt. Lige som de kunne gøre andet vigtigt. Jeg hørte om en gammel dame, der ikke rigtigt synes hun havde nogen funktion eller berettigelse i verden. Livstrætheden og resignationen havde fået vældig tag i hende. Hun følte ikke, hun kunne være til gavn for nogen mere. Nærmest kun til besvær. Men så sagde en af hendes døtre til hende: ”Jo, mor, der er en meget vigtig ting, du kan gøre for os, en helt uundværlig ting: du kan bede for os.” Og bede, kunne Simeon og Anna også, selv om de var højt oppe i årene. Med deres inderlige fastholden af, at forløseren og hans forløsning af ikke bare Jerusalem og det jødiske folk men alverdens folkeslag er nær, kunne yngre mennesker omkring dem hente gløder til deres egen tros måske knap så brændende bål. Og da Helligåndens løfte til Simeon indfries, ved at et par tømrerfolk fra provinsen upåagtet træder ind i tempelbygningskomplekset med de store forgårde, med deres nyfødte søn på armen, for, som Moseloven foreskrev, at fremstille den lille for Herren efter 40 dage i hjemmet, og som minimum bringe et par duer som takoffer, så er det kun Simeon og Annas to par svagtseende øjne, der har styrke nok til at se, hvem barnet egentlig er. De så kun den spæde begyndelse men foregriber i tro frelsens fuldbyrdelse. Og Maria og Josef undrer sig over, at også Simeon vidste, at Jesus er Messias. Simeon tager barnet i sine arme, og han glædes inderligt. Sådan som sikkert enhver bedstefar eller bedstemor, der har oplevet at have et nyfødt barnebarn i sin favn, vil kunne nikke genkendende til. Simeons glæde over det lille Jesus-barn er godt nok glæden over Guds frelse, og ikke måske sentimentale bedstefaragtige følelser. Men glæden får krop i skikkelse af den spæde dreng i Simeons arme. Og vækker genkendelige, menneskelige følelser. Men glæden blandes hurtigt med dødsens alvor. Jesus er bestemt til fald og oprejsning. Han er et tegn fra Gud, der ikke kun vækker glæde, men også modsigelse. Guds formål er oprejsning. Det er ikke Guds vilje, at ét eneste menneske går fortabt. Men forløsningen vil for mange gå gennem fald. Og hvis man ikke tager imod frelsen, bliver det kun til fald for en. Og Jesus som tegn på Guds kærlighed vil blive modsagt, hvor han ikke modtages i tro. Simeon træder hen til Maria og taler så tunge ord til hendes hjerte, at hun måske var segnet under byrden, hvis ikke det havde været for Annas lovprisning, der gav Maria styrke. Og det, Simeon forudser her, er, at Maria en dag skal stå ved foden af sin fornedrede og døde søns kors. Jesu smerte må naturligvis også ramme Maria, hans mor, som har sat ham i verden. Men som vi ved, fik jo hverken smerten eller døden, Langfredag, det sidst ord. Jesus opstod også, og fór til himmels. Og glæden ved begge begivenheder fik Maria, Gud ske lov, også lov til at opleve. Og i løbet af Jesu opvækst blev hun vidne til, at hendes søn voksede sig stærk i både fysisk og åndelig henseende og fyldt med visdom. Vilje og evner til at leve det liv, han var bestemt til.     

De to gamle mennesker, Simeon og Anna, vidnede om Jesus. Fortalte folk omkring dem, hvem Jesus er. Og det samme skal vi og alle andre kristne mennesker gøre. Men gør vi så det? Hvis vi er utålmodige, utaknemmelige, pirrelige og fordringsfulde, så er det ikke om Gud, vi vidner. Men hvis vi møder sygdom med bøn til Gud om, helbredelse, enten for andre eller os selv, hvis vi bærer tilsidesættelser med det sind, der har lært af Jesus at tilgive, hvis vi møder lange og trange dage med det troens mod, der véd, det har noget at se hen til, så bærer vi vidnesbyrd om Guds kraft i menneskelig skrøbelighed. Og så er det en prædiken i sig selv. Og måske ligger det mere livserfarne mennesker nærmere at gøre sådan. Som digterpræsten Kaj Munk udtrykker det i en prædiken: ”Aah, hvis du vidste, hvor gerne jeg i dag ville brænde det ind i dit sind, at Gud har brug for dig – at de gamle er et ganske uundværligt folkefærd. Der kan være noget så fint og rent over en gammel kone – lige som et velgemt vinteræble er dyrere og af en finere smag end efterårsfrugten, som der er nok af. Man kan elske en hel gård, bare fordi der en stovt gammel mand eller en kær gammel kone inde i den…

Og så er der én ting, et gammelt menneske kan bedre end vi unge. Det er at bede til Gud. Det kan børn og gamle. Børn kommer lige fra ham, og de gamle skal snart derop. Og de har denne sindets samling og legemets ro (når da ikke gigten stikker for grimt), som er nødvendig for andagt. Gud har brug for en masse bønner. Jorden er fyldt, overfyldt med ting og sager og væsener, der trænges til bøn for. Og der er så mange, der ikke beder. Bed da, du gamle menneske, brug din nådens tid til at øve dig i at træde frem for Guds trone…

Aah, I gamle mennesker, I kan synes om jer selv, I kan være så onde, at Gud ikke kan kendes ved jer. Og det kan fylde jer med fortabelsens angst. Men hør nu, du er døbt til dine synders forladelse. De ord står I din dåbspagt. Kristus har givet dig sit liv for at forhverve dig syndernes forladelse. Sig det til dig selv om så tusinde gange: Jeg har mine synders forladelse. Sig det, til du mærker, du bliver både glad og stærk. Og slid så din tid i tålmod og tro. Gud skal nok hente dig, når din time kommer. Men foreløbig har han altså brug for dig her. Og når du mærker, at nu aftner det ikke længere, nej nu er det natten, der er ved at falde på, så skal du sende bud til mig, og jeg skal komme med sakramentet. Og når du smager brødet og vinen efter Vorherres egen indstiftelse og ordning, så skal du have din Simeonsoplevelse, da skal du forstå, at Frelseren er hos dig, nu ser du ham endelig, og du skal prise Gud og sige: Herre, nu lader du mig gamle synder fare til din fred; for mine øjne har set din frelse.”
Amen.             

I juledagene samler vi ind til Jyllinge Sogns Menighedspleje, som hjælper økonomisk trængte familier i sognet - bl.a.med julehjælp. Vi tager med tak imod alle bidrag, store som små.