v/sognepræst Karen-Marie Winther.
Vi har fået den sødeste lille kat derhjemme. Den er kær og kælen og fuldstændig skøn. Men bag alt det idylliske, så må man ikke glemme, at det også er et rovdyr. Igennem hele december har den været yderst gavmild med gaver. Det har været en gaveregn af mus, som katten glædeligt har slæbt hjem og nogle har ladet livet midt på stuegulvet med blod til følge.
Det er jo kattens natur at fange mus og komme triumferende hjem for at aflevere gaven til sin ejer. En noget misfornøjet ejer, kan jeg tilføje.
Nu kan man så sige, at det er ret uskyldigt at modtage en gave – en mus – der også giver et par bloddråber på gulvet. Anderledes er det med de gaver man kan få her i livet, som netop kræver blod, sved og tårer og endda også ens liv.
Vi giver vores børn troens gave når de bliver døbt, ligesom konfirmander og voksne får, hvis de lader sig døbe. De kan frit gå fra døbefonten uden at frygte for deres liv. De kan fejre dåben og de kan også trygt fortælle til naboen, at de er kristne. Anderledes er det ude i verden, hvor der ikke er trosfrihed. Her er den kristne gave forbundet med fare og forfølgelse og for nogle også med døden til følge. Hvor det er forbudt at praktisere sin kristen tro offentligt – i Nordkoreas tilfælde også privat.
Sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender fortalte engang, hvordan han besøgte grotterne under Fødselskirken i Betlehem. Normalt kan turister ikke komme ned i grotterne, men en munk, som han faldt i snak med, tog ham med derned og sagde, at han nu skulle få de første kristenforfølgelser at se. Dernede lå børneknogler, angiveligt fra barnemordet i Betlehem, da Herodes den Store slog børn ihjel for at få ramt på Jesus. Det gjorde et stort indtryk på Poul Stender, som siden har opfordret til at tale om forfølgelse pga. ens tro. Talen for forfulgte kristne er dog ikke talen imod nogen anden religion – men en opfordring til, at moderne livsprincipper må slå igennem, så alle kan have deres religion i fred og ro.
Man må sige, at her 2. juledag er idyllen bragt til ophør efter at have hørt om engle på marken, stald og krybbe og Betlehemsstjernen på himlen. Dagen i dag kaldes også Skt. Stefans dag. Stefanus er den første kristne martyr. Den første, der måtte dø, fordi han tog evangeliets budskab til sig og levede på det. Stefanus forkyndte evangeliet om Jesus Kristus som Guds Søn og det kostede ham livet. Flere jødiske grupper følte sig så hånet og krænket af hans tale, at de ikke så nogen anden udvej end at dræbe ham. Stefanus blev stenet til døde og på den måde håbede de også, at alt det, som han forkyndte var død sammen med ham. Som hans krop brast sammen under stenenes hårde slag, sådan ønskede man, at fortællingen om Jesus skulle bryde sammen. Men det gjorde den ikke. Den fløj fra menneskemund til menneskemund op gennem historien til os, der hører den i dag og vi vil fortælle den videre til kommende generationer.
Farven i dag er rød – rød som blod. Jeg ville have båret en rød messehagel, hvis der var gudstjeneste. Den røde farve symboliserer også den ild af lidenskab, der kan brænde i et menneske. Et menneske, der kæmper for en sag, selvom det er med livet som indsats. Det er nok barske sager her midt i den søde juletid, men martyrdagen er med til at gøre julebudskabet realistisk. Verden blev ikke forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født. Tværtimod er juleevangeliet et budskab om, at Gud blev menneske i verden, som vi kender den fra nyhederne og dagens avis. I en verden, hvor mennesker er på flugt på grund af deres tro, seksualitet eller andet, som hindre dem i at leve frit, hvor man kan blive dræbt pga. ytringsfrihed, hvor politisk uenighed og magtkamp kan skabe ufred og splittelse.
Herhjemme er troens gave ikke forbundet med blod – heldigvis. Vi er beriget med trosfrihed, ytringsfrihed og et velfungerende retssamfund. Så teksten taler til os på en anden måde, end hvis vi var de kristne verden over som virkelig er forfulgte og som også dør for deres tro. Vi risikerer ikke at blive slået ihjel for at holde fast og stå ved hvem vi er og hvad vi tror på. Risikoen for os er snarere den omvendte, at vi dør af ikke at stå ved os selv. Konsekvensen bliver en åndelig død eller som Jesus siger, et hus der er tomt og øde.
Vores opgave er at tage imod det fællesskab, som vi blev en del af gennem dåben. Et fællesskab, hvor vi skal være villige til at elske og være der for hinanden. Hvor vi ikke har nok i os selv, men vi tør tage bladet fra munden når vi møder uretfærdighed eller tør handle når vi ser nogle som lider eller på anden måde har brug for hjælp. Vi skal ikke gøre det ved at kaste sten. Det kommer der intet godt ud af. Vi skal gøre det ved at fortælle om alt det gode der er i den kristne tro, og gøre det ved at efterleve næstekærlighedsbuddet; Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig. Det er der mening i og det kan man bruge et helt liv på at efterleve.
Gud viste os i sin søn Jesus, hvor meget han holde af os mennesker og at han er villig til at gå langt. Det er ikke kun et glansbillede med engle og krybbe, det er også en historie, hvor kærligheden er villig til at ofre sig. Det er en kærlighed, som går på tværs af alle grænser, der bygger fællesskab op og udviser tolerance trods trosretning, køn og nationalitet. Og sådan kan det blive en rigtig glædelig jul, som vi på denne 2. juledag ønsker hinanden. Amen.
I juledagene samler vi ind til Jyllinge Sogns Menighedspleje, som hjælper økonomisk trængte familier i sognet - bl.a.med julehjælp. Vi tager med tak imod alle bidrag, store som små.
